Biltyve med en del på samvittigheden
Fire biltyve i en stjålet firhjulstrækker ville stikke af fra politiet, men evnerne bag rattet rakte ikke til den store flugt.
En hundepatrulje fik natten til mandag øje på en stjålet VW Touareq i Århus midtby.
I firhjulstrækkeren sad fire unge, som efterfølgende forsøgte at stikke af fra politiet. Det kneb dog en smule med køreegenskaberne, for efter ganske få meter kørte biltyvene gennem helleanlæg og flere vejskilte på Knudrisgade.
Tyvene nægtede dog at se sig slået endnu. De parkerede bilen og håbede sikkert på mere held i flugten til fods.
Det havde de ikke, for efter kort tid havde hundepatruljen fundet to af biltyvene, mens de sidste to helt mistede modet og opgav frivilligt.
Østjyllands Politi oplyser, at bilen er stjålet i Ødum, og at den sandsynligvis kan sættes i forbindelse med et benzintyveri i Stilling og et indbrud i Sportmaster i Skanderborg.