- Bille er en dårlig leder

Flere partier er utilfredse med borgmester

06:49

1 af 2

Aftenens debat med spidskandidaterne fra Syddjurs Kommune begynder med modstand rettet mod borgmester Kirstine Bille (SF).

Flere partier er utilfredse med Kirstine Billes (SF) ledelsesstil. De mener, at hun ikke er god nok til at lede og inddrage byrådet.

Kritikken kommer fra begge sider af fløjene.

  

- Det kniber med informationen. Jeg har ofte kaldt hende den femte direktør, siger Per Zeidler fra Liberal Alliance.

 

- Det interessante ved Kirstine Bille er, at hun taler fra rådhuset og udefter, hvor vi andre godt vil tale ud efter og ind mod rådhuset, siger Jesper Mathiesen fra Socialdemokraterne.

- Jeg synes, vi har haft nogle situationer, hvor borgmesteren mere har været leder af administrationen end leder af byrådet. Der er altid en fare for, at en borgmester sætter sig op på skødet af en forvaltning, siger Hardy Vinter fra Borgerlisten.

Kritikken om dårlig ledelsesstil vækker undring hos borgmester Kirstine Bille (SF). Hun mener selv, at hun har været god til at afholde møder og indehente meninger fra byrådsmedlemmerne.

 

- Det undrer mig naturligvis. For et år siden fik vi lavet en evaluering af hele byrådsarbejdet, hvor stort set alle byrådsmedlemmer sagde, at det var det, jeg var god - det med dialogen og resultaterne. Det kan undre mig rigtig meget, men der er jo en grund til at sige det lige netop nu, siger borgmester Kirstine Bille (SF) og tilføjer:

 

- At man i partierne ikke har kunne holde sammen på tropperne. Det kan jeg ikke gøre noget ved.

 

Se et klip fra valgdebatterne omkring holdningerne til Kirstine Bille (SF) øverst i artiklen.