Bill Gates støtter bibliotek

Foto: Colourbox / TV2OJ

En million dollars til fremtidens bibliotek

Aarhus Kommunes Biblioteker er blevet tildelt 1 million dollars til at skabe en innovationsmodel til fremtidens biblioteker.

Projektet er et partnerskab med Chicago Public Library og IDEO, som er et af verdens førende designfirmaer. Målet er at Aarhus og Chicago biblioteker skal samarbejde om at blive fremtidens biblioteker med de nye services og tiltag det kræver.

Tilskuddet er givet af Global Libraries-initiativet under Bill Gates Fonden. Fonden mener, at innovative ledere og veluddannede medarbejdere er afgørende for at skabe biblioteker, der opfylder de skiftende behov borgerne i lokalsamfundet har.

Kæmpe anerkendelse

Rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Marc Perera Christensen, siger om donationen:

- Donationen fra verdens rigeste mand er en kæmpe anerkendelse af de aarhusianske biblioteker. At arbejde med en ny innovationspraksis for folkebiblioteker med Chicago Public Library og IDEO er en drøm for Aarhus Kommunes Biblioteker og for Aarhus. Det giver os mulighed for med et internationalt afsæt at udvikle bibliotekerne til glæde for byens borgere, udtaler han i en pressemeddelelse.

Ifølge rådmanden er målet med partnerskabet at skabe en ny model for innovation, eksperimenter og beslutningstagning i folkebibliotekerne.

Ny teknologi

Blandt andet sættes der fokus på, hvordan det fysiske rum kan understøtte børns leg og læring, og hvordan ny teknologi kan være med til at skabe oplevelser.

Bibliotekerne i Aarhus og Chicago vil samarbejde og formidle erfaringer fra projektet løbende, og i juni 2014 vil erfaringerne blive præsenteret på en international bibliotekskonference i Chicago.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig