Bilist kørte ind i husmur

En ung mand kørte lørdag eftermiddag direkte ind i en husmur i Auning på Djursland

Lørdag eftermiddag mistede en ung mand herredømmet over sin firehjulstrækker på Aarhusvej i Auning på Djursland.

Han kørte derfor direkte ind i en husmur.

- Han kom ikke alvorligt til skade ved uheldet, men han er selvfølgelig rystet og chokeret, siger indsatsleder Jann Rytter Jensen fra Brand og Redning Djursland til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Husmuren blev til gengæld lettere beskadiget i forbindelse med uheldet, da den er blevet skubbet ind.

- Det er ikke den helt store skade. Huset er beboeligt. Men muren skal selvfølgelig repareres, siger Jann Rytter Jensen.

Det er tilsynelandende glat føre, der var skyld i, at manden mistede kontrollen over bilen.