Bilerne ud af Århus

Rådmand vil have privatbilerne ud af byen til fordel for kollektiv trafik og cyklister.

Med en investering på op mod 700 millioner kr. lægger byplanrådmand Poul B. Skou (K) nu op til at sende hovedparten af privatbilerne ud af midtbyen i løbet af de kommende 15-20 år, skriver Jyllands-Posten.

Til gengæld skal midtbyen forbeholdes den kollektive trafik og de bløde trafikanter på cykel og gåben. Bilerne skal ledes ud til Ringgaden, hvis de ikke har ærinde i midtbyen, lyder hovedindholdet i den trafikplan, som rådmanden mandag fremlagde for rådmandskollegerne i magistraten. Planen sendes nu til behandling i byrådet.

Den radikale rådmand for Århus Sporveje, Peter Thyssen, tager dog forbehold overfor planen. Han er enig i hensigten, men mener, det er nødvendigt at indføre bompenge for at finansiere ændringerne. Det er den konservartive rådmand imod.