Bil endte i Universitetssøen

Påsken sluttede dumt for en kvinde i Århus. Hendes parkerede bil trillede direkte ned i søen ved universitetet.

Autohjælp måtte på sagen, da en parkeret bil mandag tog flugten fra en parkeringsplads i Århus og endte i Universitetssøen.

Bilens kvindelige ejer blev noget overrasket, da hun vendte tilbage til stedet, hvor hun havde efterladt sin bil. Den var væk eller rettere trillet ned i søen, skriver Århus Stiftstidende.

Hvorvidt kvinden havde glemt at trække håndbremsen, eller den uheldige situation skyldtes en defekt håndbremse, melder historien intet om.