Betjente frygter overbelastning

Det forøgede terrorberedskab i København sætter dybe spor hos Østjyllands Politi

01:38

1 af 2

De østjyske politibetjente risikerer at blive overbelastet - både fysisk og psykisk.

Hver uge udlåner politiet betjente til at hjælpe kolleger i København, og det betyder, at flere politiopgaver tager længere tid. Ifølge betjentenes tillidsmand så er de østjyske betjente i fare for at blive udkørte, hvis arbejdsbyrden ikke snart bliver mindre.

- Det betyder selvfølgelig, at vi i hverdagen er færre folk herhjemme, og det betyder også, at når de kommer hjem, så har de optjent timer, som de skal afspadsere. Så der er færre mandetimer til rådighed i politikredsen, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi.

Længere behandlingstid

Det betyder, at politiet har været nødt til at nedprioritere nogle opgaver, så der er nok mandskab til at rykke ud, når der er brug for det.

- Vores sagsmængde er blevet større, og vores sagsbehandlingstid er blevet en smule længere, siger Bent Preben Nielsen.

Den store mængde overarbejde slider på betjentene, og hovedtillidsmand hos Østjyllands Politi, Henning Dyhr, frygter, at det får alvorlig konsekvenser.

- På sigt så når de ikke får ladt batterierne op rent fysisk og psykisk, og så går man altså ned, siger han.

Kan sælge overarbejdstimer

Der er forståelse at hente hos ledelsen, som godt ved, at personalet er presset. Derfor tilbydes de østjyske betjente nu på frivillig basis at blive kompenseret økonomisk for deres overarbejde.

Men den løsning hjælper ikke på den lange bane, mener tillidsmanden.

- Hvis du har 100 timer og sælger dem, jamen så har du ikke de 100 timer til fritid, siger Henrik Dyhr og efterspørger en langsigtet løsning.

Foreløbig er Østjyllands Politi blevet bedt om at assistere Københavns Politi frem til november.

Se hele tv-indslaget i videoen øverst på siden.