Betjent overfaldet af voldsmand
Mand anholdt efter at han i går tog kvælertag på en kvindelig politibetjent i Århus.
En mand sidst i 20'erne overfaldt i går en århusiansk politibetjent i en vuggestue i Viby.
Manden opførte sig ubehageligt, og personalet kontaktede derfor politiet for at få ham væk fra institutionens område.
Da politiet ankom, blev manden vist bort, men da han kort efter vendte tilbage, besluttede betjentene at anholde ham. Det fik ham imidlertid til at kaste sig over den kvindelige betjent og tage fat om hendes hals. Da manden ikke ville slippe hende, trak hendes kollega sin stav og slog ham, så han slap. Betjenten fik en bule i hovedet og nogle hudafskrabninger.
Manden vil i løbet af i dag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold mod tjenestemand.