Betaler bøde på 200.000 kr.

EnergiMidt sendte ulovligt 16.780 breve

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i juni 2011 EnergiMidt A/S fra Silkeborg til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens regler om udsendelse af reklamemateriale til personer, der står på den såkaldte "Robinsonliste".

Baggrunden for politianmeldelsen var, at EnergiMidt i september og oktober 2010 havde udsendt 16.780 breve til personer, der ved at registrere sig på Robinsonlisten havde frabedt sig henvendelser fra erhvervsdrivende i markedsføringsøjemed.

EnergiMidt har nu accepteret at afslutte sagen med vedtagelsen af en bøde på 200.000 kr.

- Når man vælger at blive skrevet på Robinsonlisten, er det en klar tilkendegivelse om, at man ikke ønsker at modtage uanmodede reklamer og tilbud fra erhvervsdrivende. Det er derfor også vigtigt, at de erhvervsdrivende respekterer forbrugernes fravalg af reklamer, og at der er en konsekvens, når reglerne overtrædes, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

EnergiMidt har under sagsbehandlingen valgt at samarbejde med Forbrugerombudsmandsmanden samt iværksat forskellige initiativer for at sikre, at der ikke sker lignende fejl i fremtiden, hvilket glæder Henrik Øe:

- Jeg er glad for, at EnergiMidt fra sagens start har valgt at samarbejde aktivt med os i forbindelse med sagens oplysning, og at sagen dermed nu kan afsluttes endeligt med EnergiMidts betaling af en bøde på 200.000 kr., udtaler Henrik Øe.