Beskyldes for ulovlige p-bøder

Ifølge en række århusianske bilister uddeler det private firma Carpark bøder på offentlig vej. Og det må man ikke.

Anne Magrete Storm er en af mindst fire århusianske bilister, som har fået Carparks p-bøder, når de har parkeret på kommunens areal. I hvert fald i følge JP Århus.

- Jeg oplevede en uhørt arrogance fra Carpark. Da jeg skrev et brev og gjorde dem opmærksom på, at bøden var udstedt på offentligt areal, afviste de brevet og truede med at sende sagen til inkasso, siger Anne Magrete Storm.

Carparks direktør, Thomas Lindahl, mener ikke, at parkeringsselskabet har udstedt bøder ulovligt.

- Vi kan ikke imødekomme en klage, bare fordi en eller anden skriver ind til os, at hun har talt med kommunen, som siger at afgiften er udstedt ulovlig. Det er ikke nok. Klageren må få kommunen til at dokumentere det, forklarer Thomas Lindahl til JP Århus.

Forbrugerrådets jurist Agnete Sigurd kalder sagen absurd. Hun mener, at Århus Kommune bør gå ind i sagen.