Beruset mand tvang fly til at lande

På grund af højtråbende og provokerende opførsel fra en passager måtte et Ryanair-fly gøre stop i Aarhus Lufthavn

Personalet om bord på et Ryanair-fly med ruten sat mod Dublin fra Riga kunne ikke håndtere en beruset mand.

Derfor blev flyet tvunget til at lave en uplanlagt landing i Aarhus Lufthavn tirsdag aften, oplyser Østjyllands Politi.

- Et fly blev omdirigeret på grund af en beruset person, så vi har haft en patrulje ude at anholde ham. Han var urolig om bord på flyet, og personalet kunne ikke håndtere ham, siger vagtchef Peter Hallstrøm til Ritzau.

- Han var højtråbende og provokerende i flyet. Han udøvede ikke vold mod nogen, men han sparkede på noget materiel, uddyber vagtchefen.

Flyet var kun kortvarigt på jorden, før det igen lettede mod den irske hovedstad.

Manden, der er 32 år, kom dog ikke længere end til Aarhus fra Riga, hovedstaden i Letland.

Se: Fulderik fra fly løsladt

- Han fulgte med uden problemer, da patruljen tog ham med, og han er anholdt natten over. Han skal lige dampe af, for han er meget beruset. Vi har heller ikke kunnet afhøre ham endnu, siger Peter Hallstrøm.

Det er nu op til jurister at afgøre, hvad der skal ske med manden. Det vil der blive taget beslutning om onsdag.

Det står ikke klart, om Ryanair vil komme med et erstatningskrav mod manden.

Der er tale om en udenlandsk statsborger, men politiet kan endnu ikke oplyse noget om mandens nationalitet.