Beruset kvinde anholdt

Steg ud af bil med en dåseøl i hånden

En 37-årig kvinde blev lørdag aften anholdt for spirituskørsel.

Kvinden kom kørende ad Spovevej i Hinnerup. Personbilen, som hun førte, slingrede og var, ifølge politiet, tæt på at ramme adskillige ting på sin vej.

- Det er en borger, som ringer til os. Han synes ikke, den 37-årige kvindes kørsel virker sikker for omgivelserne, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

- Vi sender en patrulje afsted, og da den ankommer, stiger kvinden ud af bilen med en dåseøl i hånden og går ind i en ejendom.

Den 37-årige kvinde blev anholdt og taget med på stationen til blodprøvetagning. Hun er nu sigtet for spirituskørsel.

Hændelsen fandt sted lørdag kl. 20.40.