Bekymret for drikkevand
Borgere i dele af Odder Kommune koger fortsat drikkevand.
For godt en uges tid siden fik borgerne besked om at vandet havde forhøjede kimtal. Det betyder, at der er risiko for sygdomsfremkaldende bakterier ved temperaturer over 37 grader, som vandet bliver opvarmet til, hvis det drikkes.
Det drejede sig om vand fra de private vandværker i Fensten, Gosmer-Halling og Over-Randlev. Efterfølgende har borgerne i Over-Randlev dog igen fået grønt lys til at drikke vandet.
Borgere Fensten og Gosmer-Halling må dog fortsat leve uden drikkevand direkte fra hanerne efter forureningen. De har fået påbud fra embedslægen om at koge alt det drikkevand, de skal bruge i løbet af dagen.
Nu frygter flere for grundvandets fremtid i Odder Kommune. De synes nemlig, at kommunen gør alt for lidt for at beskytte grundvandet:
- Det her er en tikkende bombe under vores grundvand. Vi er nødt til at få taget nogle forholdsregler i kommunen for at få sikret vores grundvand fremover, siger Holger Øster Mortensen fra Odder til TV 2 | ØSTJYLLAND
Underskrifts-indsamling
Andre borgere i kommunen forsøger også at gøre noget, og har nu oprettet en hjemmeside med en underskrifts-indsamling for at råbe politikerne op:
- Vores drikkevand det skal beskyttes, og det mener jeg, er en folkeret. Den eneste grund til, at der ikke er blevet taget hånd om det her endnu er politisk sjusk. Jeg mener, det er et politisk ansvar at sikre vores drikkevand, siger Ole Bach fra Odder.
I Odder Kommune forstår man godt borgernes bekymring men maner samtidig til besindighed.
Se et tv-indslag om sagen øverst på siden.