Behov for flere østjyske boliger

Boligmangel venter, vurderer Dansk Byggeri

Frem mod 2020 vil der mangle op mod 29.000 boliger i Østjylland.

Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

Særligt vil det være store byer som Aarhus, Randers, Horsens og Silkeborg, som vil blive hårdt ramt. Bare i Aarhus vil der i 2020 mangle omkring 16.000 boliger.

Dansk Byggeri peger derfor på, at Aarhus og resten af kommunerne er nødt til at skrue byggetempoer op.

- Hvis kommunen ikke handler nu, vil det blive yderst vanskeligt for både studerende, børnefamilier og ældre borgere at finde en passende bolig, og det er en uholdbar situation. Derfor er det også vigtigt, at Aarhus får sat gang i byggeriet blandt andet ude ved Lisbjerg og fortsætter fx nede på havnen og på Ceres-grunden, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland, i en pressemeddelelse.

På landsplan vil der være behov for omkring 130.000 flere boliger frem mod 2020.

- Syv år virker måske som langt ude i fremtiden, men det tager tid at få lokalplaner i hus, finde penge til byggeriet, sætte spaden i jorden og få et helt hus eller lejlighedskompleks til at stå klar. Og infrastrukturen skal også udbygges til at kunne rumme de mange nye tilflyttere. En Marselis-tunnel, en letbane og Intelligente Trafik Systemer gør det ikke alene, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.