Bedre trafiksikkerhed ved skoler: Kommune har sat 37 tiltag i værk
37 steder ved aarhusianske skoler er trafiksikkerheden blevet forbedret i 2018
- Vores børns sikkerhed har og skal altid have højeste prioritet.
Så kort og kontant lyder det fra Teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) om de mange tiltag, som Aarhus Kommune har sat i værk i 2018 ved aarhusianske skoler.
Læs også
37 steder har kommunen nemlig forbedret trafiksikkerheden ved skolerne med fodgængerfelter, krydsningsheller og bedre skiltning.
- Vi håber på, at den optimerede sikkerhed på sigt vil gøre endnu flere forældre trygge ved at lade børnene gå eller cykle i skole på egen hånd, siger Bünyamin Simsek, Rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
134 projekter kortlagt
I alt 48,6 mio. kr. har Aarhus Kommune sat af til forbedret trafiksikkerhed ved skolerne frem mod 2022.
Kommunen har sammen med de 48 offentlige skoler gennemført en skolevejsanalyse, som kortlagde 134 projekter til optimering af sikkerhed.
De 37 højst prioriterede er indtil videre gennemført.
Et af stederne ligger ved Tranbjergskolen, hvor man har fået indkørt en såkaldt kys og kør-zone, som opfordrer forældre til at læsse de mindste hurtigt af.
Før var der kaos
- Afleveringen er blevet organiseret, og børnene bliver nu sikkert leveret til et fortov. Forældrene skal stadig mindes om, hvordan kys og kør-zonen fungerer, men forbedringen er allerede tydelig, siger Hanne Gammelgaard Jensen, skoleleder på Tranbjergskolen, i en pressemeddelelse.
Læs også
Tidligere var p-pladsen foran indskolingen præget af kaos, men det er så altså ændret nu.
I de kommende år ved flere steder nær de aarhusianske skoler få forbedret trafiksikkerhed.