Beboer røgforgiftet under brand på plejehjem

En beboer blev i aftes bragt til sygehuset med forbrændinger og røgforgiftning efter brand på plejehjem nær Ry.

Brandalarmen på Fiirgårdehjemmet ved Ry lød ved 22-tiden mandag aften, og bostedets ansatte kunne hurtigt konstatere, at der var kraftig røgudvikling fra en af bostedets tre bo-enheder.

Den ene af beoerne fik andengradsforbrændinger og er stadig indlagt på sygehuset.

Efter branden blev yderligere en beboer samt en ansat indlagt med symptomer på røgforgiftning. Begge forventes dog at blive udskrevet i løbet af i dag, tirsdag.

- Det er en ulykkelig situation, men min foreløbige vurdering er, at den håndteret lige efter bogen af de ansatte. De personer, som har behov for det, får tilbudt hjælp fra en krisepsykolog, fortæller forstander på Bavnebjerg Bo- og Aktivitetscenter Lene Dannemann i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.

Den røgskadede bygning er nu plomberet. Alle beboere har overnattet i Landsbyen Sølund i Skanderborg, og ansatte i Handicap- og socialpsykiatrien i Skanderborg Kommune arbejder lige nu for at finde en mere varig løsning.

Omstændighederne til branden er endnu ikke endelig klarlagt. Politiet foretager tekniske undersøgelser i løbet af tirsdagen, oplyser Skanderborg Kommune.

Fiirgårdehjemmet i Ry er bosted for 14 beboere.

<i>Fiirgårdehjemmet ligger på Hårbyvej 1 umiddelbart øst for Ry:</i>

<br /><small><a href="http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&geocode=&q=H%C3%A5rbyvej+1+Ry&sll=55.869147,11.228027&sspn=9.196227,28.498535&ie=UTF8&hq=&hnear=H%C3%A5rbyvej+1,+8680,+Ry&t=h&ll=56.085686,9.793797&spn=0.013792,0.043859&z=14" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort</a></small>