Bears-træner stopper
Efter fire år og seks titler stopper Mads Sigersted som træner for Bakken Bears. Han ønsker sig mere tid med familien.
Det er lidt af et ikon, der nu siger stop i Bakken Bears. Mads Sigersted har ikke alene klubrekorden med 419 spillede kampe. I sine fire år som headcoach har han også ført det århusianske basketballhold til tre DM-titler og lige så mange sejre i pokalfinalen.
Men resultaterne har kostet hårdt arbjede - ikke mindst i weekenden, og det er grunden til at Mads Sigersted har valgt at træde tilbage. I en pressemeddelelse fra Bakken Bears hedder det således:
- Med baggrund i familiære årsager ønsker Mads Sigersted at begynde et nyt arbejdsliv, hvor ikke alle weekenddage og eftermiddage er optaget af basketball.
- Vi har været utroligt glade for Mads Sigersteds enormt flotte arbejde i spidsen for Bakken Bears, og hans enestående resultater taler for sig selv. Samtidig glæder vi os dog til en ny træner kommer med nye impulser, og vil se truppen med friske øjne, siger sportsdirektør i Bakken Bears Michael Piloz.