Barrikaderede dørene
Store protester mod karakterkrav
I dag var der stor kampdag for gymnasie- og handelsskoleeleverne. Mange steder demonstrerede eleverne ulovligt på skolerne og sendte busser til København til en fælles protest mod de nye karakterkrav, som politikerne vil indføre for at begrænse optaget på de studieforberedende uddannelser.
Aarhus Katedralskole var et af de steder, hvor elever barrikaderede dørene for lærerne. Med elevvagter uden for alle døre.
- Jeg tror ikke på, at motivationen bliver højnet af karakterkrav på ungdomsuddannelserne. Undervisningsministeriets egne tal viser også, at gennemførelsesprocenten kun bliver højnet med 1 pct., siger elevrådsformand Frederik Therkildsen.
Også på erhvervsgymnasierne Tradium i Randers stemte mange elever for demonstrationer, og sendte elever med bus til demonstration i København.
- Vi er blevet truet med at blive smidt ud. Jeg er lidt skuffet over lærerne, nogle af dem har taget det pænt, men rigtig mange har reageret åndssvagt på det, siger 1.G-studerende Anne Kristensen.
Rektor på skolen mener, at det var nødvendigt, at ledelsen greb ind:
- Eleverne begyndte at sætte barrikader op ved dørene ind til undervisningslokalerne, og det synes vi var lidt for dramatisk, siger rektor Steen Christensen
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.