Bandidos-venner sendt i fængsel
Fem mænd med rockerrelationer fængslet i stor narkosag
Seks mænd, der blandt andet er sigtet for omfattende handel med amfetamin og kokain, er i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blevet fængslet i fire uger.
Foruden omfattende narkohandel er de seks sigtet for adskillige grove afpresninger mod unge mennesker.
- Det drejer sig om dummebøder for adskillige tusinde kroner, så vi er rigtig godt tilfredse med, at vi har fået fat på dem, siger efterforskningsleder Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.
Fem af de seks mænd har tilknytning til rockergruppen Bandidos, men er ikke egentlige medlemmer.
- Det er alle sammen personer, der hører i hjemme i Randers og Favrskov kommuner, fortæller Brian Voss Olsen.
Slog til tirsdag aften
Det var tirsdag aften, at politiet slog til mod de mistænkte i sagen og anholdt de seks personer.
- De er anholdt på flere forskellige adresser i en koordineret aktion.
Onsdagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre. Derfor holder politiet kortene tæt ind til kroppen og vil ikke ud med for mange detaljer om sagen. Det gælder blandt andet den mængde narko, som de anholdte er mistænkt for at have handlet.
- Noget af det har vi i hånden, men ikke det hele, så det kan nå at ændre sig. Men det er tale om, hvad vi vil kalde for "omfattende handel", siger Brian Voss Olsen.