Badebro skiller vandene
Et skilt på en badebro i Risskov har vakt opsigt. Broen er privat, mener beboere. Kommunen siger nej.
Beskeden er klar.
Dette er en privat badebro - det står på skiltet på stranden i Risskov - og badebroen er forbeholdt vejens beboere. Beboerne er villaejerne på den nærliggende Prins Knudsvej.
Der er bare det problem, at skiltet, ifølge Århus kommune, er ulovligt.
Beboerne på Prins Knudsvej har for egen regning finansieret den flotte bro, men det er gjort på en offentlig strand, som tilhører staten, og derfor har brobyggerne brudt loven, da de satte skiltet med regler om adgangsforhold op.
Århus kommune overtog ansvaret for strandene den 1. januar 2007.
Det betyder, at området stadig er nyt for de kommunale embedsmænd. Derfor vil naturforvaltningen først afvente byråds-politikernes holdning til sagen, før der eventuelt gribes ind.