Aviser får nye ejere
Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis er blevet solgt
Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis samt en række andre midt- og østjyske medier er blevet solgt.
Det er den nye danske mediegigant Jysk Fynske Medier, der køber Midtjyske Medier under Berlingske Media, som blandt andet Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis hører under.
Den hidtidige ejer, belgiske De Persgroep, indgik sidste sommer en aftale om at overtage hele Berlingske-koncernen af den tidligere ejer, Mecom.
Se: Tillidsmand glad for nye ejere
Ud over Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis er en række andre medier nu i nye hænder. Det gælder fire andre dagblade, 20 ugeaviser, en stribe online-medier, to radiostationer, to trykkerier samt en distributionsvirksomhed.
Med købet af Midtjyske Medier dækker Jysk Fynske Medier hele Fyn og det meste af Jylland fra grænsen og op til Limfjorden.
Se også: Godkender salg af aviser
Jysk Fynske Medier er en forholdsvis ny konstruktion og et resultat af en fusion mellem Fynske Medier, Syddanske Medier og Jyske Medier.
Midtjyske Medier offentliggør ikke separat regnskab, men indgår i selskabet Berlingske af 2007, der kom gennem sidste år med et driftsunderskud på 7 millioner kroner, skriver finans.dk.
Bundlinjen blev dog reddet af indtægter fra blandt andet datterselskabet Weekendavisen, der bidrog med 13 millioner kroner.
TV 2 | ØSTJYLLAND arbejder på at indhente en kommentar fra Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende.