Avis: AC Horsens interesseret i Johnny Mølby
AGF's assistenttræner er i spil som cheftræner hos nedrykkerne fra AC Horsens. Klubben afviser dog forhandlinger.
AC Horsens valgte tidligere på sommeren at fyre cheftræner Henrik Jensen og er derfor på jagt efter en ny træner, der kan føre den østjyske fodboldklub tilbage i SAS Ligaen.
Det kan ifølge ekstrabladet.dk blive AGF's nuværende assistenttræner, Johnny Mølby. Ifølge en kilde er aftalen stort set allerede på plads, men ifølge AC Horsens har de to parter på intet tidspunkt forhandlet med hinanden.
- Vi er i gang med at sondere mulighederne, og jeg er i den forbindelse blevet konfronteret med mange navne. Men jeg kan afvise, at vi har forhandlet med Johnny Mølby, siger sportschef Jesper Hansen til ekstrabladet.dk
Sportschefen afviser dog ikke, at Johnny Mølby er blandt navnene på hans blok.