Avis åbner for gratis artikler
Opgiver strategi om massiv betalingsmur
Fra slutningen af i år bliver det igen muligt for læserne at få gratis adgang til Århus Stiftstidendes artikler på nettet.
Århus Stiftstidende indførte for godt et år siden betaling på Stiften.dk, men nu har avisen valgt at bløde betalingsmuren op og tilbyde læserne 10 gratis artikler om måneden.
Den nye model læner sig op af samme model som Berlingskes netavis.
- Vi går nu samme vej i Aarhus som Berlingske og b.dk. Det giver os bedre mulighed for at introducere nye abonnenter til vores medie og stiller os bedre i konkurrencen med de licensfinansierede medier DR Østjylland og TV2 Østjylland samt jp.dk, siger Dorthe Carlsen, ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Lokale Medier til Stiften.dk
De 10 gratis artikler vil kun gælde for Århus Stiftstidende, men i løbet af den næste uge vil de seks andre lokale dagblade - deriblandt Randers Amtsavis - begynde at frigive udvalgte historier.