Aros har vendt bøtten
Efter turbulens i økonomien er Aros Aarhus Kunstmuseum på vej mod sorte tal i regnskabet.
19. maj 2010, kl. 08:56
Mere end 30 dage gammel
Det var ventet, at Aros Aarhus Kunstmuseum ville komme ud af 2009 med et underskud i nærheden af to millioner kroner, men virkeligheden viste sig at være noget mere behagelig. 927.000 kroner lyder det reelle underskud på ifølge Århus Stiftstidende.
- Det er resultatet af en målrettet indsats fra ledelse og medarbejdere. Som bestyrelse kan vi ikke være tilfredse med et underskud. Men det fremadrettede er afgørende, og kursen er udstukket, siger bestyrelsesformand, advokat Carsten Fode, til avisen.
Ifølge formanden har første kvartal af 2010 givet overskud. Alligevel forventer museet et samlet nul-resultat for 2010.