Arlas kreative sælgere går fri
Ingen sanktioner mod de to sælgere, der betalte Metro for at fjerne konkurrentens produkter fra hylderne.
Trods sagens alvorlige karakter får det ingen konsekvenser for de to sælgere, der i 2003 lagde en pose penge på bordet hos engroskæden Metro som betaling for at smide den lille konkurrent Hirtshals Andelsmejeri ud af butikkerne. Det siger Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh, til Politiken.
- Vi går ikke rundt og straffer. Vi peger på os selv som ledelse og siger, at hvis det forholder sig sådan, som dommeren har konkluderet, så kan vi kun pege på os selv og sige, at vores uddannelsesprogram ikke har været godt nok, siger Peder Tuborgh til avisen.
Peder Tuborgh mener, at Arla blev uskyldigt dømt, da koncernen sidste uge fik en bøde på fem millioner kr. for overtrædelse af konkurrencelovgivningen. Alligevel har direktionen har endnu ikke taget stilling til, om den vil anke byrettens dom til landsretten.