Arla overvejer nye annoncer

Arlas stærkt kritiserede annoncekampagne i arabiske aviser har været en succes.

Trods hård kritik fra både regeringen, Dansk Folkeparti og flere kvindeorganisationer overvejer Arla at lave nye annoncer i arabiske aviser. Annoncekampagnen har nemlig fået Arla tilbage på hylderne.

- Vi går i øjeblikket og overvejer, om det er nødvendigt med flere annoncer. Det er muligt, at det kommer, men det vil i så fald blive i mindre målestok, siger pressechef Louis Illum Honoré til Ritzau.

Der vil i så fald blive tale om helt nye annoncer og ikke en gentagelse af de hel-sides annoncer, der er blevet godt modtaget i de muslimske lande. Søndag kunne Ritzau berette, at Lurpak-smør havde fundet vej til hylderne i et stort varehus i Dubai, men også i Qatar og Bahrain er Arla blevet taget til nåde i nogle butikker.

- Annoncerne har jo henvendt sig til den muslimske forbruger, og det er tilsyneladende det, der virker, siger Louis Illum Honoré. /ritzau/