Arkitektur til Sidney
De eneste udlændinge i konkurrencen
Jørn Utzons operahus i Sidney har brændt sig fast på verdens nethinde. Og nu er der måske mere dansk arkitektur på vej til den australske storby.
Det aarhusianske firma AART architects er som den eneste ikke-australske tegnestue inviteret til at deltage i en stor arkitektkonkurrence om et kollegium i Sidney, der skal markere ankomsten til byens universitet.
- Gennem årene har vi udviklet flere byggerier med et stærkt, socialt statement, og vi ser frem til at bringe vores viden og erfaring i spil i konkurrencen, hvor det gælder om at styrke fællesskabet blandt studerende fra hele 134 lande, siger Torben Skovbjerg, partner i AART architects.
Sidst på sommeren bliver det offentliggjort, om det bliver de aarhusianske arkitekter, der skal bygge i Sidney.