Århusiansk cykeltriumf i Sverige

Cykelrytteren Mads Christensen fra CK Aarhus trækker i den gule førertrøje i svensk etapeløb.

Det århusianske cykelhold CK Aarhus har succes i et stort seks dages etapeløb i Tidaholm i Sverige.

Tirsdag kunne cykelrytteren Mads Christensen trække i den gule førertrøje efter at have vundet løbets anden etape.

På toppen af en bakke stak Mads Christensen af fra feltet og kunne som den første køre over målstregen. Det oplyser CK Aarhus i en pressemeddelelse.

I dag, onsdag, køres løbets længste etape på 139 kilometer med en to kilometer lang stigning, som skal passeres seks gange med mål på toppen.

Mads Christensen er tidligere professionel i Italien og kom til CK Aarhus i år.