Århusianere frygter olielugt
Planer om en ny kemifabrik på Århus Havn får beboere i midtbyen til at frygte gener fra lugt og røg.
Århus Midtbys Beboerforening og Fællesråd er stærkt betænkelig ved planer om at bygge en ny fabrik til rensning af olieaffald og giftige kemikalier på Århus Havn.
Fabrikken, der hedder Jysk Miljørens, har i dag til huse i Skovby ved Galten. Her har lokale beboere ifølge avisen metroXpress flere gange klaget over lugtgener og forurenet røg.
Beboerforeningen frygter, det samme vil blive tilfældet i Århus, hvor fabrikken ifølge planen vil blive placeret cirka 300 meter fra den befærdede Jægergårdsgade.
- Jeg synes, det er alt for tæt på byen. Der ligger jo store boligområder lige i nærheden, så hvis ikke problemerne med lugt og røg bliver løst, risikerer fabrikken at genere endnu flere mennesker, end den gør i dag, siger beboerforeningens formand, Thomas Frovin Jensen, til avisen.
Direktør for Jysk Miljørens, Bent Naldahl, afviser dog, at det skulle blive tilfældet.