Århus uddeler integrationspris
Tre nominerede til årets integrationspris i Århus Kommune for blandt andet særlig indsats for at få indvandrere i arbejde.
I denne uge uddeler Århus Kommune sin integrationspris for femte gang.
Med æren følger et håndtryk fra borgmesteren og en check på 15.000 kroner.
Prisen uddeles til en århusiansk virksomhed, der har ydet en særlig indsats for at styrke flygtninge og indvandreres beskæftigelsessituation - eller som har gjort sig særlig bemærket i holdningen til integration på arbejdspladsen.
Prisen kan også tilfalde en enkeltperson, som har gjort en ekstraordinær indsats for andres eller egen integration.
I år er det to virksomheder og en enkeltperson, der er nomineret til prisen.
- Busselskabet Århus Sporveje, som siden de tidligere 1970'ere har været en multikulturel virksomhed. For fire-fem år siden var ca. 20 procent af alle buschauffører af anden etnisk herkomst end dansk - i dag er tallet 34 procent, og mere end 30 forskellige nationaliteter er ansat i selskabet.
- Projektet "Unge 4 Unge" (unge for unge), som har til huse i Socialcenter Vest og virker som et kriminalitetsforebyggende projekt. Unge frivillige fungerer kollektivt og individuelt som forbilleder for god opførsel blandt yngre og jævnaldrende i lokalområdet Århus Vest.
- Fritids- og ungdomsskoleleder i Gellerup Anders Glahn, der siden 1976 har været ansat ved Århus Kommune. Hans arbejde er præget af et særligt blik for sårbare og udsatte unge og for samarbejde mellem disse og deres forældre.
Prisen uddeles på onsdag.