Århus smiler nu også med logo
Det gamle slogan om smilets by skal sammen med nyt logo fortsat markedsføre Århus.
6. mar 2006, kl. 14:49
Mere end 30 dage gammel
Et nyt logo i form af et rødt smilehul og et tandsæt bestående af afklippede bogstaver (se øverste billede til højre) skal fremover forstærke det gamle slogan om Århus som smilets by.
Eller som det hedder på moderne handelsskole-dansk, smile-logoet skal 'sætte ekstra turbo på brandingen af Århus'.
Ordene er taget fra en pressemeddelelse, hvor borgmester Nicolai Wammen fortæller, at magistraten i dag har anbefalet, at kommunen gør brug af det nye logo sammen med det gamle slogan. Det blev første gang taget i brug i 1938.
Slogan og logo skal ifølge magistraten 'udtrykke og forstærke byens livsglade og venlige profil'.