Århus satser på nordmænd

Nyt reklamefremstød skal lokke købestærke norske turister til Århus.

Nordmænd er attraktive turister, da de har et højt døgnforbrug. Derfor er det vigtigt, at Århus bliver centralt placeret i nordmændenes danmarksbillede.

Det mener VisitAarhus, der netop i disse dage kører reklamekanonerne i stilling i fjeldlandet.

Sammen med Aalborg Turist og Kongres Bureau udsender VisitAarhus en lille utraditionel tryksag i 260.000 eksemplarer, der udelukkende fokuserer på Århus og Aalborg som spændende rejsemål for nordmænd. Det skriver Jyllands-Posten.

Derudover er Århus et af de centrale budskaber i en avis, som VisitDenmark i år udgiver i 500.000 eksemplarer i Norge.