Århus-professor bag nyt kirkeværk
Professor ved Århus Universitet skriver ny udgave af Danmarks kirkes historie. Det ny 10-bindsværk skal beskrive kristendommen i Danmark gennem tiden.
Den 50-årige Per Ingesman fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet skal planlægge og lede udarbejdelsen af et nyt stort værk om Danmarks kirkehistorie. I den anledning udnævnes Per Ingesman til professor for en treårig periode.
10-bindsværket skal afløse "Den Danske Kirkes Historie", som blev udsendt i 1950'erne og 1960'erne, og bærer arbejdstitlen "Kristendommen i Danmark. En kulturhistorie fra vikingetiden til nutiden". Planen er en stort anlagt fremstilling af, hvad kristendommen har betydet for dansk kultur gennem tiderne. Per Ingesman håber, at en af de store private fonde, der støtter dansk forskning, også vil være interesseret i at sponsorere det kirkehistoriske værk.
/ritzau/