Århus dårlig til at integrere unge

Ud af 40 kommuner er Århus den dårligste til at få unge indvandrere og flygtninge i arbejde.

Trods mange års forsøg på at integrere udlændinge er hver anden unge indvandrer og flygtning i Århus uden reel uddannelse eller arbejde, skriver metroXpress.

Blandt landets 40 mest indvandertunge kommuner er Århus dårligst til at få indvandrere og flygtninge mellem 16 og 29 år i arbejde eller uddannelse, fremgår det af Integrationsministeriets kommunale nøgletal om udlændinge 2003.

I Farum, Ishøj og Brøndby er tre ud af fire unge indvandrere og flygtninge i job eller uddannelse. I Århus er det kun godt halvdelen.

- Det er pinligt. Vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet, siger formanden for byrådets socialudvalg, Kate Runge (V).