Århus City Forening: Ikke den store forskel
Hvis lukkeloven bliver liberaliseret yderligere, som regeringen ønsker, betyder det ikke alverdens for Århus.
Regeringen med erhvervsminister Lene Espersen vil gerne liberalisere lukkeloven over et par år. Randers Cityforening synes, at det er en dårlig idé, fordi det vil gå ud over de små butikker.
Fra Århus City Forening lyder vurderingen, at en sådan ændring med blandt andet søndagsåbent, ikke vil få den store effekt.
- I forvejen udnyttes kun ganske få af de allerede 20 tillade søndagsåbninger af byens specialbutikker. Tiden er endnu slet ikke moden til at holde åbent hver søndag i byerne i Danmark, lyder det fra Claus Bech, direktør i Århus City Forening.
Som regerings forslag lyder, vil en liberalisering af lukkeloven betyde, at butikkerne må holde åbent om søndagen. Ikke at de skal.