Årets danske volleyballspiller

Kollegerne har kåret Ci Eshel fra Aarhus Vollyball

Foto: Allan Jensen/EVENTMEDIA

Ci Eshel fra Aarhus Volleyball blev lørdag aften kåret som Årets danske volleyballspiller hos kvinderne. Kåringen fandt sted ved under Dansk Volleyball Galla 2014, der blev afholdt i Frederiksberg Hallen i København.

Den 26-årige stærke landsholdslibero er halvvejs inde i sæsonen Volleyligaens bedste modtager med imponerende 50,52 procent perfekt modtagninger.

På herresiden blev Årets volleyballspiller 2014 Mads Ditlevsen. Den 30-årige landsholdsdiagonal gjorde i denne sæson comeback i den danske Volleyliga for Hvidovre VK efter ni år i udlandet. Her nåede han at score 113 point og indtage førstepladsen på topscorerlisten, inden han skiftede til Al Jazira i Abu Dhabi.

Årets danske beach volleyballspillere blev også kåret. Det blev Line Trans Hansen og Peter Kildegaard Andersen, der begge er del af det danske beachvolleylandshold.

Det var spillerne i Volleyligaen selv, der havde nomineret og stemt på den profil, som de mener, er årets volleyballspiller i 2014.