Arac vil i EU-Parlamentet

Socialdemokraternes Hüseyin Arac fra Århus stiller ikke op til næste folketingsvalg. Han vil i stedet til Bruxelles.

Politikeren Hüseyin Arac vil meget gerne skifte adressen Jens Baggesensvej i det vestlige Århus ud med en måske lidt mere prominent i Bruxelles.

I hvert fald stiller Socialdemokraten op til næste valg til Europa-Parlamentet. Arac håber på et bedre resultat, end da han stillede op til Folketinget november 2007.

- Jeg har lært mig at tage imod nye udfordringer, når de kommer. Nu er jeg blevet opfordret til at stille op til Europaparlamentet og har valgt at tage udfordringen og stiller derfor op som kandidat til næste Europaparlamentsvalg, siger Hüseyin Arac til Århus Stiftstidende.

Arac har siddet både i Århus Byråd og i Folketinget.