Ann har mistet kostbar pc: Minder fra kræftramt morfar er væk

24-årige Ann Rasmussen fra Horsens-egnen er i dyb sorg, efter at indbrudstyve onsdag stjal hendes computer

Det er denne ældre Asus computer, som Ann Rasmussen fra Horsens-egnen, har fået stjålet. Foto: Privat

Det er altid intimiderende at have indbrud og vide, at fremmede mennesker har rodet i ens hjem. Men for 24-årige Ann Rasmussen, der bor syd for Horsens nær Østbirk, fik den grimme oplevelse en endnu større konsekvens.

Der var billeder af min morfar, som sidste år døde af kræft. Det er helt grotesk, at nogen kan finde på at stjæle computeren og være så ligeglad, når nu den ikke er noget værd.

Ann Rasmussen

Onsdag formiddag brød ukendte tyve ind og stjal blandt andet et kamera, smykker og hvad der burde være en totalt værdiløs Asus computer fra 2012. Men det er den bare kun for alle andre end Ann Rasmussen.

- Den er gammel og sikkert uden synderlig værdi. På den ligger dog minder fra en stor del af mit liv. Jeg lagde i 2012 alle mine tidligere billeder over på den, så der er fotos fra min efterskole, familiefødselsdage og nu afdøde kæledyr, fortæller Ann Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Peter har fået stjålet sin morfars jødestjerner

Derudover var der billeder, som nu formentlig er væk, af en hel særlig person. Og det påvirker den 24-årige kvinde meget.

- Der var billeder af min morfar, som sidste år døde af kræft. Det er helt grotesk, at nogen kan finde på at stjæle computeren og være så ligeglad, når nu den ikke er noget værd, siger Ann Rasmussen.

Beder for at få indhold tilbage

Hun har brugt rigtig meget tid med sin morfar, og de havde et nært forhold. Derfor rammer det kun ekstra hårdt, at minderne om ham nu ser ud til at være tabt.

- Jeg vil inderligt bede til tyvene om, at de kan give mig indholdet på computeren tilbage. Så er alt andet være lige meget, siger hun.

Indbruddet blev straks anmeldt til politiet, der sikrede spor fra stedet. Men idet tyvene formentlig bar handsker, er chancen for at de pågribes lille.

I bagklogskabens lys skulle jeg have lavet en backup af alle billederne, men der er jeg nok lidt gammeldags og tænkte, at der aldrig ville ske et indbrud ved mig.

Ann Rasmussen

- I bagklogskabens lys skulle jeg have lavet en backup af alle billederne, men der er jeg nok lidt gammeldags og tænkte, at der aldrig ville ske et indbrud ved mig. Men sket er sket, lyder det fra Ann Rasmussen.

Indbruddet skete helt præcist onsdag i tidsrummet mellem kl. 9.30-9.50, hvorefter Ann Rasmussens far, der bor i nærheden, opdagede, at der havde været ubudne gæster.