Anita har været savnet siden mandag: Nu er hun måske blevet set

Politiet har fredag morgen fået en anmeldelse om, at 62-årige Anita Skibsted Bentzen muligvis er set i Rodelund.

Anita Skibsted Bentzen forlod sin bopæl i Bryrup syd for Silkeborg mandag. Foto: Privatfoto

Lokalpolitiet Silkeborg har fredag morgen haft en patrulje i landsbyen Rodelund, som ligger syd for Silkeborg, for at søge efter 62-årige Anita Skibsted Bentzen, der har været savnet siden mandag. 

- I morgen klokken lidt over seks fik vi en anmeldelse om, at hun muligvis gik rundt derude. Vi sendte straks en patrulje ud men fandt hende ikke, siger Bent Riber, der er politikommissær ved Lokalpolitiet Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Børn efterlyser deres forsvundne mor: - Hjælp os med at finde hende

Om den sete virkelig var Anita Skibsted Bentzen vides ikke med sikkerhed, for vidnerne, der så vedkommende, tog ikke kontakt til hende. Men den sete kvinde passer til beskrivelsen. 

- Hun var iført sorte bukser og en lilla jakke, hvilket svarer til signalementet, forklarer Bent Riber. 

Anita Skibsted Bentzen forlod sin bopæl på Sportsvej i Bryrup i løbet af natten til mandag. Foto: Google Maps

Tag kontakt

Lokalpolitiet Silkeborg leder fortsat efter Anita Skibsted Bentzen med hundepatruljer, oplyser Bent Riber Nielsen, men politiet er meget afhængige af de henvendelser, de får fra borgerne. 

Hvis man ser hende, kan det være en god ide lige at tage kontakt til hende, opfordrer politikommissæren. 

- Man kan altid stoppe op og høre hende ad, om hun ikke lige vil kontakte politiet, siger han. 

- Der er ingen indikationer på, at hun er voldelig, så der sker ikke noget ved at forespørge på, om hun er klar over at hun er eftersøgt.

Set flere steder

Flere vidner har set den 62-årige kvinde forskellige steder i lokalområdet, siden hun forlod sin bopæl i Bryrup i mandags. Præcis hvor mange steder, hun er set, har politiet ikke overblik over. 

- Men det er mange steder, hun er set efterhånden, siger Bent Riber Nielsen. 

Onsdag blev et tæppe, som tilhører den savnede, fundet i skoven nordøst for Bryrup og i lokale Facebookgrupper beretter flere om, at Anita Skibsted Bentzen skulle være set i Salten Skov. 

Det er mange steder, hun er set efterhånden.

Bent Riber, politikommissær

De oplysninger fik torsdag sammen med fundet af tæppet politiet til at tro, Anita Skibsted Bentzen helst vil være i fred.

- Ud fra de informationer vi har, lader det til, at hun ikke vil findes, forklarede Bent Riber Nielsen fra Lokalpolitiet Silkeborg torsdag.

Midt og Vestjyllands Politi opfordrer dog alle, som ser Anita Skibsted Bentzen, til at ringe til politiet på 114.

Stor eftersøgning

62-årige Anita Skibsted Bentzen forlod tidligt mandag morgen sit hjem i Bryrup og er ikke set siden. Mandag eftermiddag slog familien derfor alarm. 

- Hjælp Bryrup – hjælp kære netværk. Vores mor Anita Skibsted Bentzen er forsvundet. Forlod huset i Bryrup tidligt i morges i nedtrykt tilstand, skrev hendes søn mandag kl. 14.23 på Facebooksiden "Det sker i Bryrup".

Læs også Anita har været væk siden mandag: Nu er der nyt i sagen

Samme eftermiddag satte Midt og Vestjyllands Politi ind med en helikopter og to hundepatruljer. Imidlertid uden at finde Anita Skibsted Bentzen. 

Siden har Missing People haft store eftersøgninger i gang både tirsdag og onsdag. Imidlertid uden at finde hende. 

Signalement

  • Hun er 62 år
     

  • Hun 175 centimeter høj og normal af bygning
     

  • Hun har kort til mellemlangt, mørkeblondt hår
     

  • Hun har briller på
     

  • Hun er formentlig iført cowboybukser og en rødlig eller lyslilla jakke