Anita Christensens karriere i fare
Randers-bokseren Anita Christensens karriere er i fare på grund af en skade i skulderen.
Anita Christensen har sandsynligvis bokset sin sidste kamp.
Den kvindelige randrusianske bokser blev i januar kåret som verdensmester i bantamvægt, efter en sejr over Ada Valez fra Puerto Rico. Siden da har skader forhindret Anita Christensen i at komme i ringen, og i går fik hun lægernes nedslående dom efter en såkaldt MR scanning på Århus Sygehus.
Ifølge Randers Amtsavis sidder en nerve i klemme i højre skulder, og det betyder sandsynligvis, at hun skal opereres og bagefter igennem et længere forløb med genoptræning.
Den 32-årige Randers-bokser har hele tiden sigtet mod at stoppe karrieren som 34-årig, og med udsigt til en lang periode med genoptræning betyder det sandsynligvis, at hun vælger at stoppe allerede nu.