Anholtfærge i kollision
Stødte sammen med lystbåd i Anholt Havn
10. jul 2013, kl. 17:43
Mere end 30 dage gammel
Der opstod i morges en mindre kollision mellem Anholt-færgen og en lystbåd i Anholt Havn.
Færgen havde netop forladt kajen og var på vej mod Grenaa, da den i forbindelse med en vending i havnen stødte sammen med en lystbåd.
Lystbåden, der var på vej ind i havnen blev trukket med rundt i vendingen langs færgen.
Lystbåden var en 57-fods sejlbåd og færgens driftsansvarlige, skibsfører Klaus Henriksen, siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at der kun skete mindre materiel skade på lystbåden, og at begge fartøjer kunne sejle videre.
Skibets besætning aflægger nu rapport til søfartsstyrelsen om uheldet.