Anholdt i Sverige: I dag fremstilles formodet smugler i grundlovsforhør

Den 41-årige mand blev anholdt i Sverige i sidste uge efter en storstilet koordineret narkoaktion

Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

En 41-årig mand fremstilles i dag kl. 11.00 for Retten i Aarhus.

Han er sigtet for medvirken til indsmugling af store mængder af narko.

Den 41-årige blev anholdt i Sverige d. 7. marts i forbindelse med den koordinerede narkoaktion foretaget af Særlig Efterforskning Vest, og er nu blevet udleveret til Danmark.

Læs også 15 fængsles i stor sag om hash og kokain

Politiet i Danmark, Holland, Sverige og Guardia Civil i Spanien slog onsdag sidste uge til i en nøje planlagt og koordineret aktion efter flere måneders efterforskning. Ud over udenlandsk politi fik SEV god assistance fra Sydøstjyllands - , Nordjyllands - og Østjyllands Politi.

14 blev anholdt i Danmark, tre i Sverige og en i Holland. 

I sidste uge blev 15 af de anholdte fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De blev altså alle fængslet i foreløbig fire uger.

Under efterforskningen af narkoorganisationen har politiet beslaglagt i alt 1.324 kilo hash og 11 kilo kokain. Derudover er der blevet beslaglagt store pengebeløb. 

Læs også Efter kæmpe narkofund: 15 mænd fremstilles i grundlovsforhør

Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.