Anfører efterlyser kløgt og kynisme hos AGF

Pierre Kanstrup mente, at han og AGF dominerede kampen mod Sønderjyske på nær de sidste ti minutter

AGF-anfører Pierre Kanstrup (t.h.) ærgrer sig over de to udebanemål. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

AGF havde lørdag eftermiddag god kontrol med Sønderjyske de første små 80 minutter af kampen. Hjemmeholdet var foran 2-0, men lukkede to mål ind i kampens slutfase.

Det betyder, at Sønderjyske kan tage et 2-2-resultat med til Haderslev inden returkampen i Europa League-playoff.

Læs også AGF smider 2-0-føring på gulvet mod Sønderjyske

De to udebanemål ærgrede AGF-anfører Pierre Kanstrup efter kampen.

Det er ærgerligt, at kampen ikke varede 80 minutter, men vi skulle selvfølgelig have spillet mere koncentreret.

Pierre Kanstrup, AGF-anfører

- Jeg synes, at vi spillede rigtig godt i de første 80 minutter. Det er ærgerligt, at kampen ikke varede 80 minutter, men vi skulle selvfølgelig have spillet mere koncentreret, siger Pierre Kanstrup.

Stopperen mente, at AGF-spillerne kunne have haft gavn af at slå koldt vand i blodet i kampens slutfase.

- Vi skulle have været kloge og spillet den stille og roligt rundt - især når vi havde et resultat. I de her knald-eller-fald-kampe skal vi være mere kyniske, siger Pierre Kanstrup.

- Vi skal være skarpe for at gå videre, fastslår AGF-cheftræner David Nielsen. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Alt er åbent inden returopgør

På trods af de to sene mål, som det lykkedes Sønderjyske at få scoret, forsikrede AGF-træner David Nielsen efter kampen, at alt fortsat er åbent inden returopgøret.

- Kampen bliver først afgjort på tirsdag, hvor vi går ind skærpet og ved, at vi skal være skarpe for at gå videre, siger David Nielsen.

Selv om David Nielsen var enig med Pierre Kanstrup i, at AGF var det bedste hold gennem kampens første 80 minutter, mener cheftræneren ikke, at AGF er favorit inden returopgøret.

- Vi er ikke favoritter, når vi lukkede to udebanemål ind. Det betyder, at det er os, der skal derned og forsøge at skabe noget, siger David Nielsen.

Skulle det lykkes AGF at få bugt med Sønderjyske i returopgøret, venter der en udekamp mod ligaens nummer fire om en plads i Europa League-kvalifikationen.

AGF - Sønderjyske 2-2 (1-0)

1-0 Martin Pusic (45. min., str.)
2-0 Martin Pusic (56. min.)
2-1 Søren Frederiksen (78. min.)
2-2 Christian Jakobsen (87. min.)

Tilskuere: 10.768