Anders Kure: Det bliver specielt
AGF-profil spiller afskedskamp
I 20 år har Anders Kure trukket den hvide AGF-trøje over hovedet, men på søndag gør han det for sidste gang, når aarhusianerne på udebane møder AaB i sæsonens sidste kamp.
AGF er allerede rykket ud af Superligaen, og Anders Kure har allerede meddelt, at han søger nye græsgange, når kontrakten med klubben udløber om en måned.
- Det bliver meget specielt. Måske mest efter kampen, når jeg sidder i omklædningsrummet, men det er da også noget, jeg vil have i baghovedet under kampen. Jeg vil prøve at nyde det så meget, jeg kan. Det er jo noget af en kulisse, vi kommer op til med et udsolgt stadion, og når først kampen kører, vil jeg bare gøre en så god figur og være med til at få et godt resultat med derfra, siger Anders Kure til AGF.dk.
Anders Kure debuterede for AGF tilbage i 2003, og forsvarsspilleren har spillet hele 221 førsteholdskampe for klubben.
AGF har haft et forfærdeligt forår, hvor holdet har tabt sine seneste 10 kampe i Superligaen, hvorfor landets bedste række efter sommerferien bliver udskiftet med den næstbedste.
- Det har været en tung periode for os, men selvom vi er rykket ned, vil vi gøre alt for at slutte af med en god præstation. Der står ikke rigtig noget på spil for begge hold, så det kunne godt gå hen og blive en underholdende kamp, siger Anders Kure med henvisning til, at AaB allerede har sikret sig guldet.
Kampen mellem de to hold spilles søndag klokken 17.00 på NordjyskE Arena i Aalborg.