Amy Winehouse aflyser Skanderborg koncert
Popstjernen er udmattet og aflyser koncerter i Norge og Danmark. Hun skulle have optrådt på Skanderborg-festivalen.
Den britiske popdronning Amy Winehouse har det skidt.
Hun blev onsdag morgen indlagt på et hospital i London på grund af udmattelse, men blev udskrevet igen nogle timer senere.
Men Winehouse er ikke kommet så meget til hægterne, at hun kan optræde i denne uge, skriver den norske avis Verdens Gang.
Onsdag aften gik det ud over en planlagt koncert i Oslo, der blev aflyst. Også hendes optræden på Skanderborg-festivalen fredag er aflyst.
- Amy blev udskrevet i formiddag, men er blevet rådet af lægerne til at tage den helt med ro. Derfor vil de planlagte optrædener Norge og Danmark i denne uge blive aflyst, skriver hendes pladeselskab Universal ifølge Verdens Gang i en meddelelse.
/ritzau/