Alvorlig depression gav modet til at realisere gammel drøm
53-årige prisbellønnet tv-fotograf besluttede sig for at skifte spor og starte en økologisk æbleplantage
Den 53-årige prisbelønnede TV-fotograf Michael Lindebjerg levede et liv i overhalingsbanen, da han fik en alvorlig depression. For at undgå at det skete igen, besluttede han sig for at skifte spor - han ville realisere en gammel drøm om en æbleplantage.
- Efter tre år som chef kulminerede det hele i 2007, hvor jeg kollapsede af stress, mens jeg kørte bil. Jeg fik simpelthen et black out med konen ved siden af, og lige pludselig kørte det hele bare rundt for mig, siger Michael Lindebjerg.
Heldigvis fik han bremset bilen, og der skete ikke noget i situation, men han blev sygemeldt med en langvarig depression.
Fik plantet 2.000 træer inden snestorm
Og det var, da han kom ud på den anden side af den depression, at han besluttede sig for at skifte spor. Han og konen Pernille købte en gård på Samsø, og begyndte arbejdet med at etablere en økologisk æbleplantage.
Herefter startede det hårde arbejde med at gøre markerne klar, købe de rigtige maskiner og plante æbletræerne.
- Jeg har filmet i 30 og synes, at det har jeg ret godt styr på. Og så står man her som en fuldstændig novice og aner knap nok, hvad tingene hedder, men stille og roligt så får jeg lært det, siger Michael Lindebjerg.
I november plantede han og familie og venner 2.000 æbletræer på plantagen, inden en snestorm ramte øen, og nu kan kun tiden vise, om det vil lykkes med æbleplantagen.
Se et klip med Michael Lindebjerg i videoen ovenfor.
DU KAN SE HELE UDSENDELSEN "MICHAELS ÆBLER" PÅ TV 2 | ØSTJYLLAND SØNDAG KLOKKEN 19.50 ELLER VED AT KLIKKE PÅ LINKET HER.