Alexandra indvier ny klinik for brystkræft

Grevinde Alexandra klipper snoren, når Århus Sygehus mandag indvier en ny klinik for brystkræft-patienter.

Grevinde Alexandra besøger mandag Århus for at indvie en ny klinik for brystkræft-patienter.

Der sker, når ledelsen på Århus Sygehus og Kirurgisk Afdeling om eftermiddagen inviterer til åbningen af den nye Mamma Endokrin Klinik.

På den nye klinik kan personalet udføre ambulante undersøgelser, og patienterne kan modtage information og vejledning om deres sygdom.

Den nye klinik giver Kirurgisk Afdeling mulighed for at samle, intensivere og forbedre rådgivningen til patienterne. Målet er at hjælpe dem på den bedste måde i deres sygdomsforløb, så patienternes livskvalitet påvirkes mindst muligt, skriver sygehuset i en pressemeddelelse.

Ved indvielsen har Grevinde Alexandra æren af at klippe snoren til den nye klinik. Også regionsrådsformand Bent Hansen (S) vil være til stede.