Alderspræsident forlænger med Silkeborg IF
Han er 38 år og still going strong. Silkeborg IF og Steven Lustü har forlænget samarbejdet med yderligere et halvt år.
Steven Lustüs kontrakt udløb med udgangen af den netop afsluttede sæson. Men efter at han ifølge Silkeborg IF's hjemmeside har leveret en stribe stærke præstationer i den røde trøje, er aftalen nu forlænget med yderligere et halvt år:
- Steven Lustü sætter det biologiske ur ud af kraft med sit store hjerte og den altid professionelle indsats. Derfor spiller han - både i kampe og til den daglige træning - en stor rolle for os i Silkeborg IF, så det er en stor glæde at have forlænget aftalen med ham, siger SIF-cheftræner Troels Bech.
Også Steven Lustü selv ser frem til at fortsætte i Silkeborg IF - og endda i SAS Ligaen:
- Det har været utroligt vigtigt for mig at rykke tilbage i den bedste række med SIF - en personlig målsætning, som nu er blevet indfriet. Det er selvfølgelig en stor bonus, at jeg kan få lov til at være med i det videre forløb i en SAS Liga, hvor jeg ved, at det bliver utroligt vanskeligt. Det er en kæmpe udfordring for alle i SIF, men jeg synes, at vi har kvaliteten til at bide os fast i det fineste selskab. Jeg lover i hvert fald at give mine bidrag til, at det lykkes, siger Steven Lustü.
Steven Lustü har siden sin debut i foråret 2007 spillet 69 kampe for Silkeborg IF - ud af i alt og inklusiv pokalturneringen 76 mulige kampe. Det taler vist for sig selv.