Akkari tilbage i Århus
Den kontroversielle ex-imam Ahmed Akkari har bosat sig i Gellerupparken men vil ikke fortælle om sine planer.
Ahmed Akkari blev et kendt ansigt under Muhammedkrisen, da han var med i en muslimsk delegation, som rejste til Mellemøsten for at søge opbakning til fordømmelsen af Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger.
Blandt andet medbragte delegationen en tegning af Muhammed som en gris. Tegningen var dog ikke en af Jyllands-Postens og var aldrig blevet bragt i avisen.
I 2008 fik han job som lærer i Grønland, men nu er han tilbage i Gellerupparken, skriver JP Århus. Han ønsker dog ikke at fortælle, hvad hans planer nu er.
- Jeg har ikke mod på at tale om det. Det er ikke, fordi det er Jyllands-Posten. Det er sådan set ligegyldigt, hvilken avis det er, siger Ahmed Akkari til avisen.
Han har tidligere arbejdet som lærer i Århus.