AGF's pause: Syv spillere er væk

Landskampspausen er for mange hold en mulighed for at spille holdet bedre sammen, men i AGF mangler hele syv spillere

Foto: Ole Nielsen

Det er ikke normal kutyme, at Superligaens nummer ni må undvære specielt mange spillere til landsholdsopgaver, men virkeligheden er en anden for AGF.

Her er der hele syv spillere afsted med deres respektive landshold, og det er især de unge østeuropæiske spillere, der er væk.

Aleksandar Cavric er med Serbiens U21-hold, Dino Mikanovic skal med Kroatiens ditto mens Dzhamaldin Khodzhaniiazov er udtaget til Ruslands U21-hold.

Thomas Hagelskjær er den eneste dansker, der skal afsted - han er udtaget til det danske U21-landshold, mens Mate Vatsadze er udtaget til Georgiens bedste mandskab.

Elmar Bjarnason skal i kamp for Island, og Ahmed Yasin var egentlig udtaget til det irakiske landshold, men en forstrækning i kampen mod Randers FC gør, at han har meldt afbud til landsholdet, men derfor heller ikke er klar til at træne 100 procent med sine holdkammerater.

Dermed får træner Morten Wieghorst ikke mulighed for at spille holdet bedre sammen i løbet af pausen.

AGF's næste opgør er den 22. november på hjemmebane mod Brøndby IF.